Vi forsøger det bedste vi kan. Indrømmet: Det er herre-svært at finde den rette juleånd. Men nu har ungerne og jeg bagt småkager, julekassen har "kastet op i stuen", som Rene siger det ;-) Vi har fået juletræ fra Farmor, Julius Julemand sender dagligt flaskepost til ungerne og de tegner og skriver lystigt retur! Bedst blev det jo nok med al den sne der faldt her. Vi har kælket, rullet, slåsset og vasket i den dejlige sne. I weekenden var vi til juleklip og fødselsdag og da vi kom hjem, ja så stod der en blomst og en kage. Vi havde haft uventet besøg... af den gode slags, men var jo desværre ikke hjemme. Men tanken varmede rigtig godt! Det skal nok blive jul her også...
tirsdag den 4. december 2012
onsdag den 28. november 2012
Skal, skal ikke
Der er egentlig ikke noget i vores økonomi, som kommer bag på os. Den er skidt og det er i grunden forståeligt nok, når vi har manglet 7000 netto om måneden, de sidste 24 måneder. Har vi så levet over evne? Har vi sjusket med pengene? Måske ind imellem, men efter en tur hos økonomen, så siger de røde tal på bundlinjen noget andet! Vi har officielt set startet på et minus hver måned. Dvs i forhold til det beløb en familie med 2 børn skal have som minimum. En enkelt ekstra udskrivning og korthuset er væltet! Nå ja, så er det måske ikke så mærkeligt, at det føles surt. Med ekstra meget held kan huset måske sælges inden for 18 måneder... Hvis vi går ned under 1.000.000 kr. Så skylder vi selvfølgelig kun 6-700.000... Ja tak. Undskyld hvis vi ikke reagerer på jeres sms, mail og telefonopkald, men vi prøver bare at få luften tilbage. Synes mavepusteren ramte lidt for hårdt :-( Det er ikke nyheder for os, men nu er det bekræftet på papir! Så nu er spørgsmålet til banken (og os selv): Skal, eller skal vi ikke kaste håndklædet i ringen og håbe på en nulstilling?! Tja... Afklaring ønskes, frustration haves!
tirsdag den 20. november 2012
Dejlig dag
I går skulle Sigrid til tandlæge. Hun var super dygtig og sej. Fik lak på nogle tænder og masser af ros. Da vi kom ud, var det lige blevet frikvarter og skolebørnene kom galoperende ud. Først var der Marcus, som ville give hende bolsjer: fordi Sigrid er min ven! Som han sagde... Marcus som drillede og slog Sigrid i børnehaven. Bagefter kom Mathias, som legede rigtig megeted Sigrid i børnehaven... Nu er han tilsyneladende klassens bølle! Så var der Mille fra gym, som lige måtte sige hej og til sidst kom William. Dejlige William, som har fulgtes med Sigrid lige siden mødregruppen! De løb hinanden i møde og gav hinanden en kæmpe Krammer. Lækker måde at starte sin dag på! Nå, men så gik turen til Køge svømmehal, hvor vi hyggede og Sigrid svømmede selv rundt også med briller og snorkel. Vores seje tøs! Bagefter brusede hun sig selv og hyggede for vildt, selvom vandet løb ned i øjnene. Det plejer hun ALDRIG at gøre, men nu er det lykken. Fantastisk med fremskridt. Siden gik turen på MacD med nuggets, fritter OG is. Hun spiste op... Se det er aldrig sket på sådan et sted. Godt eller dårligt... Det lader vi ligge, men det er nyt ;-) Siden endte vi i en legetøjsbutik, hvor vi hyggede rundt i en lille time og nød godt af deres pebernødder ;-) Total råhygge... I love it!!! Vi kørte ud til børnehaven, hvor mange af børnene kom løbende hen til os. Glæde og gensyn med Sigrid og vildt nysgerrige efter, at vide hvad hun havde lavet. SÅ dejligt at opleve populariteten. Tja... Når man selv har mobbeoffer-minder fra barndommen, er det vidunderligt at se, at afkommet har det godt umiddelbart!
I dag tog jeg så et smut til Roskilde og drak kaffe med Marlene fra mødregruppen, som sammen med sin,mand og deres børn "flygtede fra Stonelittle" :-) De søgte i hvert fald lykken deroppe. Indtil videre har det bare været hårdt arbejde på huset og syge børn i flere måneder... Tjaa, det er ikke altid græsset er grønnere på den anden side, men jeg håber virkelig, at det kommer til, at virke for dem. Det hårde arbejde skulle da gerne lønne sig. Det var dejligt at ses og endnu dejligere at høre, at hendes bagedrømme stadig lever :-)
I morgen står på praktisk papirarbejde med henblik på a-kasse, mægler og rådgiver. Så skal der også lige sendes et par ansøgninger og planlægges færdigt til klanens julefrokost. Arbejdsløs ja, men rigeligt at se til ;-)
mandag den 19. november 2012
En weekend med vinkler
Fredag bød på besøg af en viking. En kvinde som kom og bød sig selv ind til kaffe, førend vi fik budt hende. Hun er omkring 60 år. Hun har oplevet meget mere mellem himmel og jord, end man kan forestille sig... og det er langt fra lutter lagkage. Alligevel indbyder hendes personlighed til hygge, ærlighed og kram. Der gik ikke mange øjeblikke, så var begge unger SÅ fascinerede af hende, at de ikke ville slippe hende igen. De næste 3 timer forsvandt, som dug for solen. Da hun gik var begge unger triste og vi lovede, at vi snart måtte komme på besøg hos hende! Jeg vil ønske, at vi ser mere til hende, for den slags nærværende menneske møder man ikke mange af! Resten af aftenen gik og natten med, for jeg havde liiiige en kage der skulle være færdig. Næste morgen skulle jeg ud og dele sedler ud for blomsterhandleren. Sigrid og Sofus gik med og de var SÅ flittige. Ikke en større landsindsamling, men vi hjalp stort lokalt :-) Trætte børn i bilen og så ellers ind til Pandafest. Kristian fylder 3 imorgen, så vi tog forskud på glæderne. Som altid dejligt, at besøge familien derinde. For første gang havde jeg dog denne sære oplevelse. Det går jo ikke ligefrem den vej vi vil have det herhjemme. Altså rent financielt! Det slider ufattelig meget og er vist ingen hemmelighed. Jeg plejer at kunne føle med folk, når noget går dem på. Jeg negligerer ikke andre folks problemer og ser dem egentlig ikke, som mindre end mine egne. Men i går lukkede jeg fuldstændig af... Havde hverken for eller imod og synes faktisk, at det andre havde at slås med, var de rene bagateller!! Sådan plejer jeg ikke at tænke. Sådan er jeg ikke, så hvorfor pludselig det? Har jeg smidt håndklædet i ringen? Har jeg virkelig givet fortabt over for "det lort vi svømmer i"? Inden sengetid havde Rene og jeg en snak. Den førte vidt omkring og hører ikke til her, men for første gang hørte jeg mig selv, sætte ord på min bekymring... Ja ligefrem frygt for fremtiden. Vores situation med arbejdsløshed, endnu mere stress og lige om lidt nul dagpenge og muligvis heller ikke kontanthjælp, presser jo os begge. Vi bliver trætte, føler os utilstrækkelige og min frygt er så: Hvad hvis vi får solgt huset? Situationen vil jo stadig være sur... Bliver det pludseligt nemt, at give op? Jeg elsker Rene og han elsker mig. Vi kan noget ganske særligt, når vi følges ad! Men alle mennesker kan blive trætte!!!! Vi er IKKE ved, at gå fra hinanden. Lad mig lige slå det fast. Men vi er udmattede... Der er ikke noget der kommer nemt i vores lille familie og ja... I fredags synes jeg det var SÅ synd for mig/os, at andre folks problemer er bagateller. Jeg er på ingen måde stolt over, at sige sådan noget og jeg vil på ingen måde træde nogen over tæerne med det. Det viser jo desværre bare, at harddisken er fuld!!! Så undskyld, hvis jeg virker ligeglad med jer jeg holder af og undskyld, hvis jeg ikke er nærværende, men lige nu er jeg bare en lille bitte pige, som er pissebange for fremtiden!! En lille pige, som bare har lyst til, at sætte sig ned og græde, til hendes mor kommer og lægger armene omkring hende og siger: Bare rolig lille skat, det skal nok gå alt sammen! Ukrudt forgår ikke så let...
Nu vil jeg lægge mig til at sove med håbet om, at den kommende uge byder på postive beskeder, så vi kan få lidt livskvalitet tilbage. Lyst til at udrette. Lyst til at gøre det, som giver os energi til, at overkomme livets uretfærdige fordeling. For ja! Jeg synes sgu, at det er synd for os, men fredagens besøg viste mig, at livet kan godt være noget lort rigtig længe, men når man finder ind til sig selv igen, så ser man gennem fingre med det. Så nyder man blot det, at være i live og være elsket for den man er!!! Og så er det sgu ligegyldigt om andre folk er født under en heldig stjerne, eller med en guldske i munden... Det er jo ikke det der tæller
onsdag den 14. november 2012
Et godt råd?
I dag afleverede jeg børnene i børnehave og kørte derefter til højre i stedet for venstre. Efter en time endte jeg i Dragør! Det er yderst sjældent jeg kommer den vej forbi, men i dag trængte jeg til turen. Jeg håber altid på et overnaturligt fænomen, så jeg muligvis kan få svar på, eller vished omkring nogle ting. Det er vel en slags meditation, hvor jeg håber på et åndeligt kram fra min mor. Hvor meget jeg end gerne vil tro på det, så har jeg endnu ikke oplevet det. Måske næste gang... Hvor om alting er, så gik jeg faktisk ked derfra. I år har jeg levet længere uden, end med min mor. I år er det 17 år siden jeg flyttede fra byen og jeg har åbenbart stadig ikke lagt de dårlige oplevelser bag mig. Der kunne ellers være pæn god afstand efter så mange år. Jeg har taget nogle billeder af de steder jeg har boet. Hyggeligt ser det da ud og hvis jeg tvinger mig selv, så kommer der også enkelte gode minder frem, men de overskygges af skuffelserne. Det er ikke altid sådan, men i dag var det. Jeg stak halen mellem hjulene og skyndte mig i Fields, hvor jeg kunne gå en tur og drømme om alle de ting, som garanteret kunne gøre livet meget nemmere... Græsset er jo ALTID grønnere på den anden side ;-) Heldigvis havde jeg nogle reklame-gavekort til Build-a-Bear, så jeg kunne svælge i få, men herlige gratis-ting!
Vel hjemme igen fik jeg lov, at være stand-in ved Sigrids gymnastikhold. Super hyggeligt og vildt at se, hvor sprængfyldte af energi de pigebørn er :-)
mandag den 12. november 2012
For sød?
Hvorfor er det nu så skidt, at bekymre sig om andre, istedet for at være ligeglad? Hvorfor er man en ringere arbejdskraft af den grund? Er det ikke en trist verden, hvis man skal være en dum skid, for at være i arbejde. Jeg er TRÆT! Rigtig pissehamrende TRÆT af, at blive vraget på de samme ting: for sød/svag, bor for langt væk eller overkvalificeret. Jeg er åbenbart ikke god nok til et job i mit fag, men jeg er for god til et job, som ufaglært. Helt ærlig... Det giver jo absolut ingen mening?
Jeg kan alt muligt, jeg synes selv jeg er flink, rar og imødekommende. Jeg mener bestemt jeg er flexibel i mit arbejde og jeg er omstillingsparat. Mine kollegaers trivsel betyder noget for mig og jeg lader ikke nogen i stikken... andet end måske mig selv?! Men det er ikke nok. Hvad er så? Hvor er det svar jeg søger??
Jeg vil så gerne have et job. Ud og se verden igen og opleve noget andet, end kun vasketøj, opvask og hønsemøg. Jeg har det som om tiden har overhalet mig... det er altså ikke i orden, når man er 35. Jeg burde jo være i mit højsæde lige nu. Sidde der "på toppen af verden" og skue ud over min fremtid. Nå, men det er jeg altså for sød til...
Nu sidder jeg så her med triste tanker endnu en gang. Hvad skal der så ske? Skal vi sælge huset... hvis nogen kan/vil/gider købe det? Skal vi satse på, at bedre tider rammer os og risikere, at huset siden går på tvang? Til maj stopper dagpengene, med mindre regeringen kommer op med et andet og bedre forslag, end deres såkaldte akutpakke. Tjaa... jeg sætter ikke min lid til deres planer og forslag, men tager imod, fordi jeg ikke kan tillade mig andet. Hvis jeg kunne, ville jeg rigtig gerne tage et job i en dagligvare-forretning... men de vil jo ikke have mig. Jeg kan ikke engang blive julehjælp i en legetøjsforretning. Ikke fordi jeg ikke vil, men formentlig ikke flexibel nok, eller bare for overkvalificeret, set i arbejdsgivers øjne. Ja jeg kan en helvedes masse og går ikke af vejen for nye udfordringer, men hvad fanden hjælper det, når jeg ikke har papir på en skid af det. Og søger jeg et kursus for, at opkvalificere mig selv, så får jeg afslag. Enten fordi det er for dyrt, eller fordi jeg er overkvalificeret. Man skulle tro det var kodeordet i verden derude... overkvalificeret!!!! Jeg kan med nød og næppe bliver opkvalificeret til rengøringsassistent, men hvad nytter det? For når jeg så søger jobbet er jeg overkvalificeret! Tak for L-O-R-T!
Jeg vil jo bare gerne have et job, så min familie og jeg kan blive boende og rette op på det, som stress og ledighed har ført med sig... Er det virkelig for meget at bede om??
søndag den 4. november 2012
Herlige Halloween
I efterårsferien fik vi lavet Sofus og Sigrids værelser færdige. Begge unger er glade, men savner sove-selskab, så Sigrid har sovet en del nætter på en madras ved siden af Sofus. Det er jo også hyggeligt nok. Siden har det været halloween, gymnastik, sidste dag i dagplejen og første dag i børnehaven!! Yep... Sofus er en stor dreng. Vi har desværre også måtte sige et sidste farvel til Olde. Vi er SÅ glade for de oplevelser vi nåede, at få sammen med hende, men det var jo slet ikke nok! Det er det vel aldrig? Hun blev lige knap 82, men så var det tid til, at mødes med de savnede. Må du sove godt og nyde solen fra oven!
Heldigvis byder livet os også på glade stunder. I weekenden var vi til fødselsdag og navngivningsfest, som endte ud i forlovelsesfest! Skønt at være vidne til den slags ting :-)
I dag var Sigrid og jeg i byen med William og hans mor. Vi skulle se Hr. Skæg i Høng. Mange mennesker, men rigtig hyggeligt og ungerne hyggede sig helt vildt!