Fredag bød på besøg af en viking. En kvinde som kom og bød sig selv ind til kaffe, førend vi fik budt hende. Hun er omkring 60 år. Hun har oplevet meget mere mellem himmel og jord, end man kan forestille sig... og det er langt fra lutter lagkage. Alligevel indbyder hendes personlighed til hygge, ærlighed og kram. Der gik ikke mange øjeblikke, så var begge unger SÅ fascinerede af hende, at de ikke ville slippe hende igen. De næste 3 timer forsvandt, som dug for solen. Da hun gik var begge unger triste og vi lovede, at vi snart måtte komme på besøg hos hende! Jeg vil ønske, at vi ser mere til hende, for den slags nærværende menneske møder man ikke mange af! Resten af aftenen gik og natten med, for jeg havde liiiige en kage der skulle være færdig. Næste morgen skulle jeg ud og dele sedler ud for blomsterhandleren. Sigrid og Sofus gik med og de var SÅ flittige. Ikke en større landsindsamling, men vi hjalp stort lokalt :-) Trætte børn i bilen og så ellers ind til Pandafest. Kristian fylder 3 imorgen, så vi tog forskud på glæderne. Som altid dejligt, at besøge familien derinde. For første gang havde jeg dog denne sære oplevelse. Det går jo ikke ligefrem den vej vi vil have det herhjemme. Altså rent financielt! Det slider ufattelig meget og er vist ingen hemmelighed. Jeg plejer at kunne føle med folk, når noget går dem på. Jeg negligerer ikke andre folks problemer og ser dem egentlig ikke, som mindre end mine egne. Men i går lukkede jeg fuldstændig af... Havde hverken for eller imod og synes faktisk, at det andre havde at slås med, var de rene bagateller!! Sådan plejer jeg ikke at tænke. Sådan er jeg ikke, så hvorfor pludselig det? Har jeg smidt håndklædet i ringen? Har jeg virkelig givet fortabt over for "det lort vi svømmer i"? Inden sengetid havde Rene og jeg en snak. Den førte vidt omkring og hører ikke til her, men for første gang hørte jeg mig selv, sætte ord på min bekymring... Ja ligefrem frygt for fremtiden. Vores situation med arbejdsløshed, endnu mere stress og lige om lidt nul dagpenge og muligvis heller ikke kontanthjælp, presser jo os begge. Vi bliver trætte, føler os utilstrækkelige og min frygt er så: Hvad hvis vi får solgt huset? Situationen vil jo stadig være sur... Bliver det pludseligt nemt, at give op? Jeg elsker Rene og han elsker mig. Vi kan noget ganske særligt, når vi følges ad! Men alle mennesker kan blive trætte!!!! Vi er IKKE ved, at gå fra hinanden. Lad mig lige slå det fast. Men vi er udmattede... Der er ikke noget der kommer nemt i vores lille familie og ja... I fredags synes jeg det var SÅ synd for mig/os, at andre folks problemer er bagateller. Jeg er på ingen måde stolt over, at sige sådan noget og jeg vil på ingen måde træde nogen over tæerne med det. Det viser jo desværre bare, at harddisken er fuld!!! Så undskyld, hvis jeg virker ligeglad med jer jeg holder af og undskyld, hvis jeg ikke er nærværende, men lige nu er jeg bare en lille bitte pige, som er pissebange for fremtiden!! En lille pige, som bare har lyst til, at sætte sig ned og græde, til hendes mor kommer og lægger armene omkring hende og siger: Bare rolig lille skat, det skal nok gå alt sammen! Ukrudt forgår ikke så let...
Nu vil jeg lægge mig til at sove med håbet om, at den kommende uge byder på postive beskeder, så vi kan få lidt livskvalitet tilbage. Lyst til at udrette. Lyst til at gøre det, som giver os energi til, at overkomme livets uretfærdige fordeling. For ja! Jeg synes sgu, at det er synd for os, men fredagens besøg viste mig, at livet kan godt være noget lort rigtig længe, men når man finder ind til sig selv igen, så ser man gennem fingre med det. Så nyder man blot det, at være i live og være elsket for den man er!!! Og så er det sgu ligegyldigt om andre folk er født under en heldig stjerne, eller med en guldske i munden... Det er jo ikke det der tæller
Ingen kommentarer:
Send en kommentar