For sød?

Endnu en samtale, endnu en personlighedstest. Den viser ikke noget nyt, alt er ved det gamle... Fanden stå i det. Hvorfor kunne jeg ikke bare være en kold og kynisk, møgirriterende og dominerende kvinde, istedet for den jeg er. Den som jeg bare ikke kan lave om på. Det er lige gået op for mig, at når jeg har sagt ja til, at udfylde en personlighedstest, så er jeg blevet vraget. For sød! Vi kan godt lide din profil, men vi tror jobbet vil blive for hårdt for dig!!!

Hvorfor er det nu så skidt, at bekymre sig om andre, istedet for at være ligeglad? Hvorfor er man en ringere arbejdskraft af den grund? Er det ikke en trist verden, hvis man skal være en dum skid, for at være i arbejde. Jeg er TRÆT! Rigtig pissehamrende TRÆT af, at blive vraget på de samme ting: for sød/svag, bor for langt væk eller overkvalificeret. Jeg er åbenbart ikke god nok til et job i mit fag, men jeg er for god til et job, som ufaglært. Helt ærlig... Det giver jo absolut ingen mening?

Jeg kan alt muligt, jeg synes selv jeg er flink, rar og imødekommende. Jeg mener bestemt jeg er flexibel i mit arbejde og jeg er omstillingsparat. Mine kollegaers trivsel betyder noget for mig og jeg lader ikke nogen i stikken... andet end måske mig selv?! Men det er ikke nok. Hvad er så? Hvor er det svar jeg søger??

Jeg vil så gerne have et job. Ud og se verden igen og opleve noget andet, end kun vasketøj, opvask og hønsemøg. Jeg har det som om tiden har overhalet mig... det er altså ikke i orden, når man er 35. Jeg burde jo være i mit højsæde lige nu. Sidde der "på toppen af verden" og skue ud over min fremtid. Nå, men det er jeg altså for sød til...

Nu sidder jeg så her med triste tanker endnu en gang. Hvad skal der så ske? Skal vi sælge huset... hvis nogen kan/vil/gider købe det? Skal vi satse på, at bedre tider rammer os og risikere, at huset siden går på tvang? Til maj stopper dagpengene, med mindre regeringen kommer op med et andet og bedre forslag, end deres såkaldte akutpakke. Tjaa... jeg sætter ikke min lid til deres planer og forslag, men tager imod, fordi jeg ikke kan tillade mig andet. Hvis jeg kunne, ville jeg rigtig gerne tage et job i en dagligvare-forretning... men de vil jo ikke have mig. Jeg kan ikke engang blive julehjælp i en legetøjsforretning. Ikke fordi jeg ikke vil, men formentlig ikke flexibel nok, eller bare for overkvalificeret, set i arbejdsgivers øjne. Ja jeg kan en helvedes masse og går ikke af vejen for nye udfordringer, men hvad fanden hjælper det, når jeg ikke har papir på en skid af det. Og søger jeg et kursus for, at opkvalificere mig selv, så får jeg afslag. Enten fordi det er for dyrt, eller fordi jeg er overkvalificeret. Man skulle tro det var kodeordet i verden derude... overkvalificeret!!!! Jeg kan med nød og næppe bliver opkvalificeret til rengøringsassistent, men hvad nytter det? For når jeg så søger jobbet er jeg overkvalificeret! Tak for L-O-R-T!

Jeg vil jo bare gerne have et job, så min familie og jeg kan blive boende og rette op på det, som stress og ledighed har ført med sig... Er det virkelig for meget at bede om??