onsdag den 30. november 2011

Der var engang...

... for 17 år siden, en ung pige som ivrigt læste til sin 2. års opgave en sen aften! Det blev aldrig til mere... Emnet var Københavns brande. I stedet for at studere videre i emnet, opstod et nyt. Pigens egen brand... den evige brand, som aldrig helt slukkes, men dog sjældent kommer i udbrud! Lige nu blusser den lidt voldsomt. Der er masser af faktorer til at føde disse gløder: Stress, pres, arbejdsløshed, angst, uvished og måske i øjeblikket også en sjat ensomhed. Hvordan man slukker branden vides ikke, men timerne og dagene går og pludselig letter røgen og solen får lov, at skinne lidt igen!

Det er måske lidt dystert, men det her er mit univers og jeg er herre over hvad der skal stå... eller rettere: det her er mit pusterum. Det er her jeg får sat ord på mine tanker!
I går væltede min verden. Sygdom, træthed, forholdsvis umulige unger og alt det andet plagede mig ekstraordinært i går. Da ungerne omsider var lagt (med ekstra puttetid til Sigrid, så hun gik glad i seng!) smuttede jeg lige på facebook. Bare lige en update, førend jeg skulle igang med mine kageprojekter... hvor ville jeg dog ønske jeg ikke havde gjort det... og så alligevel var det nok meget sundt. En gammel kammerat/ven/arbejdskollega var kørt galt for 9 dage siden og nu bisat. Hans vogntog skred ud og blev mast mod en klippeside i Norge. Han var blevet gift i sommer og skulle nu på en lang bryllupsrejse med sin kone. Det nåede de aldrig... han var nøjagtig lige så gammel som min bror på dato. Der må have været noget specielt i stjernerne den dag de blev født, for som min egen bror, så var Moses et ganske specielt menneske. Han var ingenlunde perfekt, havde haft sine problemer, men reddet sig selv ud af dem og levede nu for, at give disse ting videre i bedste evne. Han kommer fra en meget religiøs familie og ikke umiddelbart noget jeg støtter, men der var jo intet ondt i hans handlinger. Det satte det store spørgsmål på nethinden af mig.... Hvorfor er det lige, at der er så mange gode mennesker, som dør så tidligt? Hvad med alle de røvhuller der render rundt og forpester andres liv og færden? Det er disse ting der gør det svært for mig, at tro... men alligevel så har jeg dannet mig min egen tro, som gør at jeg kan finde trøst, når tingene er lidt svære. Det er nok ikke nogen hemmelighed, at jeg tror min mor ind imellem besøger os i form af en sommerfugl. Der er mange oplevelser som gør, at jeg vedholder denne tro. Men hvor er min sommerfugl lige nu? Lige nu og her hvor verden synes rigtig hård og en perifer vens død, får mig til at bryde hulkende sammen? Heldigvis fik jeg snakket med både min bror og Rene og det hjalp gevaldigt. Nu mangler jeg bare et vink fra min sommerfugl... Kig forbi, vil du ikke nok? Denne aften for 17 år siden var sidste gang vi snakkede og jeg drømmer stadig om den dag vi skal gøre det igen!

Ingen kommentarer: