Sidst i april fik mit sind nok. Muren væltede, maskerne løb og jeg havde fået nok. Stortudende og dybt frustreret måtte jeg snakke med lægen og dommen var depression! Jeg blev hjemme i 14 dage og ville så på arbejde igen. 4 dage gik der og så måtte jeg i indse, at det nok var mere alvorligt end som så. Så officielt har jeg været sygemeldt siden 8 maj. Sikke noget l***! Jeg var hjemme og prøvede at bryde med angsten som gik hånd i hånd med mit triste sind. Jeg fik trænet i motionscentret, men hver gang var det en kamp og en længere procedure for, at overtale mig selv. Problemet var de andre mennesker. .. ikke normalt et problem, men pludselig fyldte de alt for meget og tog min ilt ud af luften! Koldsved, hjertebanken, rystende hænder og til sidst ærgelse og selvbebrejdelsen hvis ikke jeg turde gå ind. Ugentlige samtaler hos min nye "bedste ven", månedlige samtaler på jobbet og kommunen. .. trøstespisning, overspisning og uoverskuelig træthed... det er min hverdag for tiden. Jeg blev hjemme resten af maj og startede op igen i juni. Fik lov at holde min sommerferie, men arbejder stadig på nedsat tid. Jeg gør fremskridt! De er små, men de er der!! Der er din virkelig langt igen, men hvis jeg blot fokuserer på de små ting, så skal det nok gå. Der er nye udfordringer dagligt. Det er både herhjemme, på Sigrids skole, på arbejdet og i fritiden. Hver især er de overkommelige, men i samme suppe... der er det som en uendelig labyrint med for mange blindgyder. Vi gør alle hver vores så hverdagen kan hænge sammen, men jo.. vi er udfordret!
Alligevel prøver vi at finde glæder i de små ting der sker omkring os...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar