Har alle ikke tænkt sådan en gang imellem?
Jeg synes da jeg HAR haft tænkt sådan, men lige nu... lige nu både tænker og føler jeg det sådan! Hvem er jeg... hvem er den lille pige helt inden i, som forvolder så meget gråd, smerte, frustration og en helvedes masse tanker?
For nogle måneder siden startede jeg et forløb op. Delvist frivilligt, delvist ufrivilligt, men tiden var åbenbart moden nu! Alt for mange ting er der blevet lagt låg på, alt for mange ting er der lagt i glemmebogen, blevet overset og ignoreret. Overlevelse? Muligvis, men lige nu kommer det bragende frem med en kraft jeg slet ikke kan forholde mig til!
Alt hvad der sker af dårlige/ulykkelige/uhyggelige ting borer sig lige ind i mit hjerte og mit sind. Uanfægtet om det er noget eller nogen tæt på, eller omme på den anden side af jorden. Jeg er fuldstændig blottet for ethvert forsvar!
For godt et år siden fik jeg jobbet på Selandia og jeg er SÅ taknemlig for det og rigtig glad for det. Her er plads til mig og mine meninger. Her er søde og rare mennesker, her er masser af liv med unge mennesker og fællesskab! Et fristed næsten. I hvert fald for mig…
Endelig var det min tur til at være heldig og min tur til, at livet skulle være lidt nemmere. Med respekt, fristed, frihed og anerkendelse kom så også brænde til fortidens bål. Øv… vi er ingenting uden vores fortid og ja; den har gjort os til dem vi er i dag. Men hvad nu hvis man ikke er glad ved den man er i dag. Hvis man ikke kan finde ud af, at være glad for den man er? Hvad nu hvis frygten for hvad andre synes, mener og tænker fylder for meget. Hvis fortiden fylder SÅ meget, at man ikke kan lukke nutiden og fremtiden ind… hvad så?
Jeg har en mand og to børn, som jeg elsker overalt i verden. Mennesker jeg vil gå gennem ild og vand for, mennesker som jeg desværre glemmer mig selv for! For det er nemmere at sørge for dem, end mig selv. Ja… jeg ved godt, at ved at sørge for mig selv, får jeg overskud og er derved automatisk meget mere for min lille familie, men jeg tør ikke. Jeg tør ikke af angst for, at de så forlader mig, eller vil hade mig resten af deres liv.
Hele tiden er jeg splittet mellem det rationelle og det irrationelle. Når jeg handler impulsivt og lader følelserne få frit spil, så tynges jeg af dårlig samvittighed og føler mig ussel!
Når jeg tænker over tingene og forsøger at handle i bedste mening, så bliver ting misforstået. Jeg får handlet kluntet/klodset/dumt og undskylder mig selv bagefter, mens jeg tænker: hvorfor kan jeg ikke bare holde kæft og lade som ingenting?
Fordi jeg altid har holdt min kæft. Fordi jeg altid har taget hensyn. Fordi jeg altid har taget imod både verbale og fysiske tæv. Fordi den lille bitte pige inden i aldrig har lært at sige fra, for det var der ikke plads til.
Alle de mange oplevelser i min barndom har været med til, at gøre mig til den jeg er i dag. Nu skal jeg lære at lytte til den lille pige og udleve nogle af hendes frustrationer. Hvordan ved jeg ikke, men jeg skal finde vejen og finde ud af hvem jeg egentlig er. Jeg tror såmænd ikke jeg ændrer mig stort ved det, men ved at forstå hvad der sker inden i, kan jeg måske beskytte mig selv fra nogle af de ting, som gang efter gang vælter mit sind og mit jeg!?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar