I går tog jeg hele vejen til Dragør, for at følge Lars på den aller sidste rejse! Det var en ufattelig lang tur rent mentalt!! Jo tættere på byen jeg kom, jo mere i tvivl blev jeg. Jo tættere på kirken jeg kom, fik jeg kvalme og opkastfornemmelser. Jo tættere på bisættelsen start jeg kom, jo hårdere og hurtigere slog mit hjerte. Det nåede at slå så hårdt, at det gjorde ondt! Selvfølgelig var jeg ked af, at Lars var død, men jeg var afklaret. Jeg synes ikke jeg manglede at redde nogle tråde ud. Men at sidde der på 4. række... Uden at der er nogen som helst, som ser på en, giver et kram eller et medfølende blik. Det var uden sammenligning. Det var tæt på det mest uvirkelige og værste jeg har oplevet i mange år. Et eller andet sted forventede jeg det, men jeg havde på ingen måde forestillet mig hvordan det ville føles. Jeg sad bare der... klods op og ned af en masse mennesker, men alligevel i en verden for mig selv. Præsten holdt tale, men de år hvor min mor, Claes og jeg var Lars' familie, de år var pillet ud. De var ikke-eksisterende! Min stedbror Sebastian holdt tale og heller ikke her sneg min eksistens sig ind. Jeg er udemærket klar over, at det var til og om Lars, men jeg var også en del af Lars' liv. Jeg var hans datter i 7 år, før det gik rigtig galt! Jeg tillod mig, at spørge præsten om hans mange snakke med Lars de seneste år. Det korte af det lange er, at dengang min mor døde, der gik det efterfølgende allerværst for Lars mht. hans druk. Pudsigt nok husker folk på, at Mette, hans nye kone, reddede ham, men ingen husker det barn som blev forsømt! Med "ingen" mener jeg hans familie... den familie jeg også var en del af!
Det gør inderligt ondt, at være klippet ud af et liv... Jeg tror ikke jeg var klippet ud af Lars, hvad jeg kan forstå på min stedbror. Jeg gik bare derfra med følelsen af, at være skrevet ud af min egen fortid!
Det her kommer nok til at tage sin tid, at komme over...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar