I foregårs oplevede jeg følgende: Sigrid kaldte, hun var færdig og skulle tørres. Jeg gik ud til toilettet, hvor jeg fandt hende siddende på potten. Altså småbørnspotten! Jeg nævnte at hun da var for stor til den slags og iøvrigt plejede, at sidde på det almindelige toilet. HUn kiggede bare... smilede lidt og sagde: "Jeg troede du ville grine ad det. Du griner aldrig mere"!. Av... Se det er jo stof til eftertanke. Det er jo rigtig nok. Jeg synes sgu ikke der er særlig meget at grine over for tiden og jeg glemmer vist, at lade mig rive med når der rent faktisk dukker grin op! Jeg kunne jo sagtens nævne ting i flok, som er anti-grine-relaterede, men hvorfor? Vi har alle vores kampe og ting der spøger. Alligevel...
Når det så er sagt, så tænker jeg jo som en gal, for at finde ud af hvorfor jeg ikke engang kan grine af de små dejlige og finurlige ting, som mine børn gør. Jeg tror sgu det er fordi, jeg svælger i min egen ulykkelige tilstand. Søgte ud i endnu et projekt med rengøring for kommunen, velvidende hvor trist det gjorde mig sidst. Jeg blev en del af det og startede for 2½ uge siden. For 2 uger siden slog jeg så en dør ind i hovedet og måtte melde mig syg dagen efter. 14 dage efter har jeg stadig hovedpine og lægen har ikke specielt opløftende udsigter for mig mht. at arbejde lige nu. Så længe det gør ondt eller jeg får hovedpine, så må jeg ikke arbejde og nok slet ikke som rengøringsassistent der har hovedet ned af mange gange i løbet af dagen. Pause fra jobbet, men tvunget til at lave ingenting. Heller ikke mails, fotos, facebook og al det andet med skærm og koncentration. Med mega nedtur over dette, så er jeg i dag blevet fyret. Fyret fra rotationsprojektet af økonomiske hensyn, men når jeg bliver rask, så hører de meget gerne fra mig igen, da jeg var så pligtopfyldende sidst! Det er sgu en mærkelig fornemmelse... Var der mon en grund til at jeg slog mit hoved? Når jeg ikke selv er i stand til, at melde pas fra det der gør mig trist, er det mon så mine skytsengles måde, at hjælpe mig på? Vink med en vognstang? Eller dør om man må være så fri?!! I forrige uge priste jeg mig lykkelig for, at jeg var syg, så jeg ikke sad i den bus, som blev involveret i uheldet ude på hovedvejen om fredagen. Det uheld hvor Rene var en af de første på ulykkesstedet. Det havde min psyke nok ikke kunnet rumme. Lige nu sidder jeg og tænker, at der måske slet ikke er noget der er så galt, at det ikke er godt for noget? Fyret ja, men venter der mig noget godt lige rundt hjørnet så?? Er det min tur til at finde vejen igen??? Nu er jeg jo ude, ikke af eget frie valg, men dog ude?! Så ærlig talt... er der mere mellem himmel og jord, så må i meget gerne vise mig det gode nu! Jeg har brug for det. brug for det så jeg kan grine med min datter igen... brug for det, så jeg kan finde mit overskud igen. Kom nu... MIN tur!

1 kommentar:
Hej fars lille sukkerhøne, for det første ser du brandgodt ud der på sofaen.
Derefter skal du vaske potten godt og grundigt, tage den på hovedet og kalde på Sigrid og se om ikke hun er ved at dø af grin, det gjorde hun da jeg havde potten på.
Resten afg dit lange brev er svært at kommentere eller komme med gode råd, det er ikke den bedste situation at være i, tror du ikke der er lidt svampe der skal plukkes eller et loppemarked der skal byttes ting i? du er ellers så kreativ så jeg har taget lidt ved lære af dig.
Hvor om alting er, så ligger dit tungsing mig på hjertet og jeg tænker på dig hver eneste dag. Jeg elsker dig meget højt, du er min allerbedste superdatter med svigerfars drøm af en mand!!!basta !!!
Send en kommentar