søndag den 19. september 2010
Kanonkongen Sofus
Som det ses af billedet, har Sofus ret så travlt med, at komme på to ben! Muligvis for at jagte hende den sjove søster. Hun gør ham i hvert fald meget glad og munter :). Men højt at flyve, dybt at falde... Så knægten har godt nok fået sig nogle skrammer i dag. Stakkels ham, men af modgang bliver man stærk! Han tager det faktisk meget pænt. Oven i skrammerne er tand nummer 3 også på vej ud. Hjørnet af den ene fortand i overmunden titter nu frem :)... Sigrid faldt i søvn midt på dagen og Rene har derfor brugt næsten hele aftenen på, at få hende til at sove. Desværre blev det hele lidt vanskeligere af, at efterårsvejret rusker uden for og sigrid blev for første gang bange for lydene. Jeg tror dog det lykkedes, for der virker stille og jeg sidder og nyder stilheden... Kun afbrudt af lyden fra opvaskemaskinen! Det er 4 weekende hvor jeg har været meget alene med ungerne og det er sgu ikke sjovt! Sigrid prøver grænser af konstant og jeg kan ikke rumme det meget mere. I dag blev jeg rigtig ked af det over frokostbordet. Ikke højlydt, men tårerne trillede. Sigrid spurgte forundret hvorfor jeg var ked af det. Jeg forsøgte me få og simple ord, at forklare hende, at det ikke er sjovt at være uvenner hele tiden og en af os hele tiden skriger eller er ked. Pigen stirrede lidt på mig, rejste sig og kom over og gav mig et kram. Selv om jeg bare var sur og egentlig ikke gad kramme tilbage, gjorde jeg det alligevel. Det var vel hendes måde at sige undskyld på? Hun krammede endnu mere og kravlede op på mit skød, kiggede lidt på mig, krammede endnu mere, kiggede på mig igen og kyssede mig på munden, så sagde hun til sidst: du er min bedste ven! Og så gav hun sig ellers til at stikke Sofus nogle madder og give ham koppen med mælk. Fantastisk pigebarn! At mælken så røg ud over Sofus' mave og ben og han så lidt betuttet ud over det kolde gys, gør ikke så meget! I morgen venter en ny uge, nye oplevelser og mødregruppen ;)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar